Trygge børn i trivsel er Brombærbakkens bankende hjerte
Brombærbakken er en aldersintegreret kommunal daginstitution med børn i alderen 0-skolestart. Vi er normeret til 15 børn i alderen 0-2 år og 70 børn i alderen 3-skolestart som er fordelt på to matrikler, der ligger lige ved siden af hinanden og har fælles legeplads. Vi har madordning for alle børn.
I det daglige er vi aldersgruppeopdelt om formiddagen, hvor der er planlagte aktiviteter, og om eftermiddagen funktionsopdelt og børnene kan som udgangspunkt frit bevæge sig rundt mellem de to huses tilbud, ude som inde.
Vi anvender visuelle støttesystemer (tavler med billeder af børn, voksne og aktiviteter) til at understøtte børnenes mulighed for at navigere i deres egen hverdag.
Tryghed er omdrejningspunktet
Omsorg for børn og nærværet i dagligdagen er en af vores højeste prioriteter. Det er vigtigt for os at børnene bliver mødt i det behov de har, om det er hjælp til at løse en konflikt, at få vinket farvel om morgenen eller at få hjælp til at komme i gang med en leg.
Relationer er afgørende
Børn trives og lærer bedst når de er i et miljø, hvor de har gode venner og har voksne de føler sig knyttet til. Vi ved, at trygge forældre skaber trygge børn, derfor bestræber vi os på at opbygge en tæt relation mellem familien og personalet i Brombærbakken. For jo mere vi ved om hinanden, jo bedre kan vi hjælpe barnet med at navigere i eget liv.
Vi vægter at der altid er en god og rar stemning i huset, hvor vi møder hinanden med nysgerrighed og åbenhed - og med godt humør.
Børnenes leg er vigtig
Legen er fundamentet for at lære nye ting. Børn leger forskelligt, men fælles for alle børn er, at det er igennem legen de lærer. I Brombærbakken vægter vi, at børn leger hele dagen.
Leg kan for eksempel være:
- Rollelege i små fællesskaber
- Struktureret samling – den voksne skaber rammerne
- Leg på legepladsen – store fællesskaber
- Alene-leg
- Parallelleg - børn leger ved siden af hinanden
Nyttige links
Disse links kan være nyttige til jer som forældre til et barn i Brombærbakken og i daginstitution i Aalborg Kommune generelt:
Om trivsel, søvn, kost og/eller særlige behov på daginstitutionsområdet
Og en håndbog til forældrebestyrelsen